Des Loups, Bourgogne

Da jeg smagte vinene, var jeg helt sikker på, at jeg ramte plet, og efter at have mødt familien bag vinene kan jeg ikke få armene ned. Guillaume Janiaut-Rousseau er en ung og virkelig talentfuld vinmager. Han holder til i den lille by Chaux lige uden for Nuits-St-Georges. Faktisk lige ved byens baguette-automat :-).

Han ejer i dag kun 1,4 ha marker i primært Morey St. Denis og Marsannay. Han har også købt et lille plot Gevrey Chambertin som han vinificerede for første gang her i 2023. Han går målrettet efter at udbygge sine marker. Når ikke han passer sine egne marker (eller i virkeligheden er det nok omvendt), så er han ansvarlig for markarbejdet på 20 ha i Cotes des Nuits, hos anerkendte Domaine Faiveley.

Jeg besøgte ham og hans dejlige familie i den sidste del af høsten her i 2023. Han var helt slidt ned, men det var virkelig fedt at opleve hans passion og lyst til at arbejde sammen. Samtidig var han super glad for kvaliteten af druerne i 2023, så der er noget at glæde sig til.

Han har netop indrettet et mindre domaine og investeret i udstyr. Heldigvis havde han også fået en del tanke og andet udstyr fra Domaine Faiveley. Han er i gang med at indrette en mindre bygning i tre etager. Virkelig fedt lavet.

Jeg er helt sikker på, at jeg har ramt Guillaume og Domaine Des Loups på det helt rigtige tidspunkt. Hans første årgang var 2017. Min vurdering er helt klart, at han har fundet sin stil og at han fremover vil løfte niveauet fra år til år. Hans målsætning er at han snart kan begynde at fokusere 100 % på sit eget projekt. Jeg er super glad for at jeg er blevet inviteret med på rejsen.

Så nu får I også muligheden for at stifte bekendtskab med vinene fra Domaine Des Loupes og følge hans vine i årene der kommer. For nu er vi ikke på allokation, men det tænker jeg kommer.