Stefano Occhetti, Roero

I 2019 valgte Stefano at stoppe sin karriere som ingeniør. Her havde han arbejdet i både Rom, Paris og Stavanger. I stedet vendte han sammen med sin familie hjem til Roero for at starte en vinproduktion fra bunden.

Der har altid været vin i hans familie, men desværre havde hans far tidligere solgt næsten alle markerne fra. Derfor har Stefano måttet starte næsten helt forfra. Heldigvis har han fået god hjælp af sin onkel, som laver sin egen vin, men også sælger druer til nogle af de store navne i Barolo.

Stefano har nu købt flere parceller på de virkelig stejle marker “Occhetti” og “Sanche” i Roero. Samtidig lejer han yderligere et par små parceller.

Roero er virkelig steget i popularitet i takt med at priserne på Barolo er steget og steget. Jordbunden minder om La Morra i Barolo-området, som er kendt for deres lyse barolostil. Her er jordbunden dog endnu mere sandet, hvilket giver mulighed for at lave et virkeligt elegant udtryk på Nebbiolo druen. Vinene får samtidig ikke den massive struktur, som de får i i Barolo. Stefano går klart efter det lyse og florale udtryk i hans vine, og jeg syntes virkeligt det lykkedes.

Roero er som i Barolo og Barbaresco under udvikling mod at fokusere på enkeltmarksvine “cru”. Virkelig spændende.

For mig var det rigtig inspirerende at besøge Stefano. Blev helt grebet af hans projekt. Roero er mere utæmmet end Barolo. Det var vildt fedt.

Han laver 10000 flasker i alt.